Nu med hår
Jeg har fået mit hår tilbage. Og min nattesøvn. To ret så vigtige ting i min verden. Og så har jeg også fået lysten til skrive lidt på min gamle lorteblog igen. Åbenbart en årlig begivenhed. Og så har jeg ikke lovet for meget.
Fucking post-gravidhormoner
Jeg taber håret i så rasende en fart, at jeg snildt kan være skaldet til Skt. Hans.
(Baby B er til gengæld ved at have fået noget sødt blondt noget foran - lille igletype..)
I følelsernes vold
Man ved bare klokken har slået pms, når dagen går nogenlunde sådan her:
Formiddag: Sidder på café. Bestiller uden at tøve burger med fritter. Får øje på hotte tvillingebrødre. Spekulerer straks over, hvordan det mon vil være at knalde dem begge to på én gang.
Eftermiddag: Kommer til at tude lidt til babyrytmik. Fordi damen synger en sang om en lille blød fod, der en dag bliver stor og stærk. Satser på de andre mødre ikke lægger mærke til andet end eget afkom.
Sen eftermiddag: Råber af lortegemalen. Fordi han bliver ved med at gentage alt hvad man siger, på en utrolig irriterende måde. (Fx: Mig; Vi skal også huske den der gave til på lørdag. Ham; TIL PÅ LØRDAG!??!)
Aften: Kammer over i hvor dejligt vi bare har det hjemme hos mig og netshopper for 519 kroner nøddeblandinger til sultne børn i Afrika.
Bare alletiders at have genfundet sin hormonelle (u)balance dér..
En kanelsnegl mere?
Da alligevel anstrengende, at ens mødregruppe allesammen er læger og arkitekter og bor i kæmpe lejligheder med kæmpe tagterrasser. Anstrengende fordi jeg så bliver nødt til at bage, fordi et eller andet skal jeg jo imponere med.
Og nu har vi været hele vejen rundt på besøg hos babyerne og deres mødre. Og jeg har bare et spørgsmål: Hvor helvede gør folk af deres ledninger?
Basale behov
Jeg er alene hjemme. Med rødvin i glas og baby i drømmeland. Slet ikke dårligt.
Ah, who am I kidding. Gad da også godt at være til fest med nogen. Men allermest gad jeg nok få en helkropsmassage af meget prof massør og derefter et ordentlig knald. Ikke af massøren nødvendigvis.
Forleden vågnede jeg med ordene: Jeg er en lås. Lirk mig op.
Go figure.
Her er min nuttede lille kanonkugle. Med smil på.
Dem er hun gavmild med det meste af tiden. Deler gladeligt smil ud til forskellige lamper og tapetet i soveværelset. Og sin begejstrede mor.
Hun smiler lidt fjoget når hun helt mæt og med ansigtet smurt ind i mælk, kigger op på mig. Og dét er simpelthen alle pengene (og den altomsluttende søvnmangel) værd.
6 uger and counting
For hylan, hvor dagene flyver her i baby-boblen, skulle jeg hilse og sige.
Og hvad flyver de så med, kan man spørge? Helt kort fortalt - babseri og bleer, gåture og gråd. (Og almindelig opretholdelse af eget ve og vel, når der lige er tid til det) Og det er hyggeligt og hun er lækker (og nu kan hun smile noget så nuttet, så hjertet smelter) - men det er edderbankeme hårdt arbejde. Jeg er evigt taknemmelig for at prinsgemalen er en hjemmegående type i øjeblikket. Så man også kan få sig et bad i ny og næ og generelt bare sige "hold lige puttegrisen". Og han er en trooper, ham babyfaderen. Totalt på og omsorgsfuld og kærlig og sjov. Skal han jo også være. Men jeg er bare imponeret fordi, ja som sagt, det er lidt af en tjans det her baby-hejs.
Det der med at sove når babyen sover er lidt en joke hos os. For om dagen sover hun gerne kun i rullende stand og det er sgu svært at få sig en blunder mens man traver langs Peblinge dosseringen. Og om aftenen skriger hun gerne, eller sover helst på en arm. Men gudskelov er hun dygtig til at sove om natten, - amen. Så dagene flyver gør de, mens vi er trætte og glade og prøver at følge med i det her nye liv.
Åh Betty..
Her i babyhulen går det godt. Der er allerede mælk på det meste af mit tøj og jeg elsker, elsker, elsker et lille mærkeligt væsen jeg kun har kendt i en uge nu.
Hun har det rundeste hoved og en lillebitte næse og mørke øjne, der kigger nysgerrigt på det hele. Hun siger de her lyde, der går lige i hjertet på mig. Én tror jeg nok er: Der kommer ikke noget mælk ud af den her! (trøje/sut/hånd). Nu bliver jeg ulykkelig. Resten gætter jeg mig lidt til indtil videre. Jeg foretrækker at vi er i samme rum. Og når jeg lukker øjnene for at indhente lidt af den enorme mængde tabte søvn, ser jeg hendes nuttede lille fjæs for mig.
Det er vist helt normalt.
Forhåbentlig også at vi famler os frem i forældreskabet og overmandes af hormonel tristesse (det er så kun mig) og indimellem tænker på hvordan det hele mon skal gå.
Dette er ikke en baby-blog III
Der er lidt perspektiv-forskydninger i gang herhjemme.
Den anden dag:
Mig: "Nåmen, jeg går i bad så."
Ham: "Ja, ok, mor-til-min-datter"
Og forleden kom prinsgemalos kærlig-fuld hjem midt om natten og begyndte at putte mig i dyner og puder:
Ham: "Sådan, ja. Nårh. Ligger du godt?"
Mig: "Mjah, jeg ligger udemær.."
Ham: "Jeg taler ikke til dig."
Dette er ikke en babyblog II
Jeg er ikke helt sikker på, jeg har fattet det. At jeg skal være en mor lige om et øjeblik. Lige som om det ikke er sivet ind. Er det virkelig så ubegribeligt et koncept, eller mangler jeg muligvis evner i den retning? Bliver man så sådan en, der får en fødselsdepression, fordi man ikke føler nok, eller føler noget? Kommer det, når babyen er kommet?
Bevares, jeg føler da noget. Det er bare en mærkelig tåget blanding af spænding og omsorg og et lille drys ængstelighed on top. Ikke noget med krystalklar moderkærlighed eller noget.
Har hørt om folk, der skriver lange kærlighedserklæringer til deres ufødte børn. Og kalder dem noget nuttet, når de stadig kun er et par centimeter lange. Lillefisen. Eller Bettetrolden. Jeg siger bare hun. Eller Betty. Nogle dage glemmer jeg nærmest, at hun er der. (Også kun nærmest for pladsen er trang nu og hun maser mig gerne i ribbene og andre dejlige steder.)
Jeg har vænnet mig til hende, og på en måde kunne hun være en levende lille tumor, jeg synes var nuttet, som skulle bo derinde for evigt. (Den tanke har strejfet mig, at det kunne være smart, hvis hun skulle bo der for evigt. For der er jeg sikker på, hun har det godt. Og jeg ved hvor, jeg har hende. Måske er dét noget, en mor ville tænke. (En lidt mærkelig én, men ok.) Tanken om fødslen er i samme retning. Ikke overhovedet bekymret for, om det gør ondt. Gør det jo helt sikkert. Kun bekymret for, om hun kommer ud i fin stand. Er det noget. en mor ville tænke? Nå, uanset hvad, er der godt en uge til planlagt ankomst. Så får vi se. Alligevel ret action, hvis du spørger mig..
Dette er ikke en babyblog
- men faren for at der alligevel sniger sig indlæg ind af den karakter føles overhængende. Og nu er man advaret og enhver er meget fri til at springe videre og over til mere spændende/samfundsrevsende/klimadiskuterende blogtyper.
Ting jeg godt kan lide ved at være (høj)gravid:
- Man har meget sjældent tømmermænd. Faktisk aldrig.
- Man får komplimenter i det offentlige for at være usandsynlig rund i kanterne. (nydelig mand i metro: "Pas på maven. Den er flot!")
- Den milliard kager jeg efterhånden må have spist uden skyggen af dårlig samvittighed. Er bare ligeglad. Smager også bedre uden skyld.
- Bukserne. Eelsker bukserne. Alle burde have lov til at gå i dem. Måske bare en dag om ugen. Brede stykker elastik. Kan hives direkte op og på. Strammer aldrig. Ligner helt almindelige bukser. Jamen, hvorfor ikke?
- At Baby B rent faktisk snart er her. Og at vi skal se hinanden i øjnene indenfor en overskuelig fremtid. Det er næsten ikke til at forstå.
Suk
Lortegemalen og jeg er blevet meget dårlige venner her til aften. Og han er gået og har smækket så hårdt med døren, at jeg tror, alle opgangens grimme dørdekorationer må være raslet ned. Oveni den misere har jeg tilberedt en rigtig ulækker karrysuppe til aftens. Prut altså.
Svigermoren, der kom ind fra kulden (2) - kan I se den her?
Ja, så fik man lige pludselig en svigerfamilie. Her på ottende år med Prinsgemalen. Alligevel overraskende. De har ikke set hinanden i godt 10 år, men nu er der altså forsoning og lad os komme videre og alt det der. Er da smukt.(Så nu håber vi, de kan finde ud af det. Sikkert ikke nemt at hoppe tilbage i familiens folder, når man sådan har været i eksil i et årti)
Altid inderst inde heppet på at han skulle få lappet hullerne i det der familieværk. Bare fordi jeg synes, han fortjener det. Og helt ærligt, hvem kan ikke bruge flere mennesker, der elsker en? For slet ikke at tale om en mors kærlighed? (Ja ja, ved godt nogle mødre er sindssyge og gør alting meget sværere – dem behøver vi ikke have noget med at gøre).
Har ikke mødt hende endnu, moderdyret. (Mødt søsteren og det tegner godt). Men det kommer man nok ikke udenom. Har modtaget strikkede tæpper og juledekorationer.. Og et hav af hilsner. Også til Baby Betty. Åh, skal man så sidde der i sine klatøjne på barselsgangen og tage imod svigerbesøg for første gang? Er sgu da lidt stramt. Var på en måde også bare meget nemt med den lille pakke ikk' - mand minus familie. Nå, ingen sorger på forskud her. Hun bor i øvrigt også meeget langt væk..
